Rigtigt godt nytår til dig og din familie!

Rigtigt godt nytår til dig og din familie!

Så blev det måneden, hvor Dansk Metals seniorer afholder seniorlandskonference for klubformændene på Metalskolen Jørlunde.

Det er her, hvor din klubformand bliver orienteret om, hvor vi er politisk, hvor vi er i Faglige Seniorer, men ikke mindst, hvor vi er i Dansk Metal. Det bliver han/hun, fordi klubformanden så kan viderebringe den viden til jer i klubberne.

Det er også her klubformændene vælger deres regionsformand til den region, de nu er en del af, og får diskuteret deres aktiviteter.

Selvom vi politisk har set, at to regioner i Østdanmark er blevet til en region, er det ikke sådan, at det pr. automatik også sker i Dansk Metal. Skal der ændres noget i forhold til forbundets opdeling, kan det kun ske på en kongres. Det er svært at se for mig, at det bliver aktuelt.

Der er sket meget i december måned. Blandt andet er vores bank, Arbejdernes Landsbank, nu blevet en del af en fusion til AL-Sydbank. Er det så godt eller skidt? Jeg har hørt i starten, at nogen havde den holdning, at vi solgte ud af arvesølvet, men det er ganske forkert, tværtimod. Vi kan forvente en bank, der tager hånd om foreningsarbejdet. Det bliver den nemmeste og billigste bank at samarbejde med for klubber og foreninger. Det bliver også den bank, der tager det sociale ansvar for den gruppe af mennesker, der stort set ”kun” har en konto, til at få pensionen eller anden bistand ind på, uden at blive plukket for de midler, de i forvejen ikke har.

Dansk Metal har i årevis opbygget og udbygget et system af et phonere, der varetager samtaler med medlemmer, der af en eller anden årsag, er på vej ud af fællesskabet, hvilket har betydet, at vi rent faktisk ikke har medlemsnedgang, men ser en lille stigning. Det står selvfølgelig ikke alene. Lærlingekampagner, besøg på fagskoler, den store satsning på tillidsrepræsentantuddannelsen og ikke mindst den store udbygning af arbejdsmiljørepræsentanter, gør også, at fastholdelse og indmeldelse giver en positiv medlemstilgang.

Desværre ser det ikke helt så positivt ud for vores seniorklubber, og det er ærgerligt. Det er bestemt ikke seniorer, vi mangler i Dansk Metal, men der fra og så til at indmelde sig i klubberne er der et stykke vej. Så en opfordring fra mig er at høre, hvad din klub laver af arrangementer. Måske du selv kan komme med input. Vi er der for hinanden.

Kammeratlig hilsen

Ejvind Heinecke

Seniorudvalgsformand

Har du spørgsmål eller brug for hjælp?

Ring til Dansk Metal og få en snak med en af vores medarbejdere.

3363 2000

Mandag-torsdag: 08.30-17.00
Fredag: 08.30-14.00

Husk, at du også altid er velkommen til at skrive til os eller bestille en opringning. Se vores kontaktmuligheder.