Tyveriet af Store Bededag

Søren Zeuth/Faglige Seniorer

Tyveriet af Store Bededag

Desværre har jeg hørt enkelte af Metals seniormedlemmer give udtryk for, at tyveriet af St. Bededag ikke vedgår dem.

Lad mig lige rette den misforståelse!

For det første kan vi aldrig være ligeglade med, at en regering uanset farve m.m., så direkte underminerer Den Danske model. Det bør vi gamle absolut have en holdning til.

For det andet, hvis vi tager pensionistbrillerne på, så kan netop den dag betyde, at pensionisterne ikke kompenseres, som der er indgået politisk aftale om.

Pensionen skal stige samme procentsats, som lønudviklingen. Selvom der er år imellem, hvornår stigningen kommer. Så det burde være ligetil, da mindstereguleringen fra skattereformen i 2012 er udfaset, derfor burde kompensationen også vedrøre pensionister.

Men her har regeringen giver beskæftigelsesministeren bemyndigelse til at foretage en engangs mindreregulering på 0,45 % til brug i 2026 eller 2027, så pensionisterne ikke får deres del. Det er bestemt også tyveri, og det tænker jeg alligevel nok, at vores seniormedlemmer har en holdning til.

Et lille lyspunkt er måske, at regeringen ikke kan gennemføre forslaget med deres nuværende flertal, da det er et brud på et tidligere forlig. Så først efter et folketingsvalg vil vi se, om det  lykkes for dem.

Jeg er rigtigt godt tilfreds med, at vi seniorer i Dansk Metal har fået en platform her på hjemmesiden, så vi kan videresende budskaber og belyse politiske spidsfindigheder.

Kammeratlig hilsen.

Seniorudvalgsformand Ejvind Heinecke

Har du spørgsmål eller brug for hjælp?

Ring til Dansk Metal og få en snak med en af vores medarbejdere.

3363 2000

Mandag-torsdag: 08.30-17.00
Fredag: 08.30-14.00

Husk, at du også altid er velkommen til at skrive til os eller bestille en opringning. Se vores kontaktmuligheder.