Forebyg arbejdsskader blandt de unge
Unges arbejdsmiljø
Kend reglerne om unges arbejde og få gode råd
Tag hånd om de unges sikkerhed
Når unge mennesker kommer til skade på arbejde, skyldes det ikke, at de tager chancer med sikkerheden. De har som oftest ringe viden eller erfaring med de farer og risici der kan være ved de opgaver, som de skal løse. Derfor er det afgørende, at der er en erfaren og kompetent voksen medarbejder, der sørger for grundig oplæring og instruktion af de unge inden de går i gang med de enkelte arbejdsopgaver.
Desværre er der også en del voksne medarbejdere og ledere, der heller ikke har styr på sikkerheden ved opgaver som de laver og som de ind i mellem laver sammen med unge som derved kan komme til skade. Derfor skal virksomhederne gøre sig umage med hvem de vælger som erfaren og kompetent medarbejder til at tage hånd om de unge.
Unge er mellem 13 år og 17 år og der gælder særlige regler for hvad de må lave. Når de er fyldt 18 år gælder de almindelige arbejdsmiljøregler og når de er under 13 år, er de børn og må ikke arbejde. Men reglerne for de unges arbejde afhænger både af deres alder og hvorfor de arbejder på virksomheden.
De unge kan arbejde på virksomheden i:
- erhvervspraktik
- juniormesterlære
- trainees
- lærlinge
- fritidsjob
- ungarbejdere
Der gælder forskellige regler for disse typer af beskæftigelse og der gælder forskellige regler for 13, 14 og 15 til 17 årige.
5 gode råd om de unge
- Vælg de unges arbejdsopgaver med omhu
- Lav en risikovurdering af de enkelte opgaver
- Gennemfør de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger
- Instruér og oplær de unge i at lave opgaven sikkert
- Hold de unge under opsyn når de begynder og før derefter jævnligt tilsyn.
Det må de unge lave
Der er nogle skærpede regler for hvad ingen unge under 18 år må arbejde med eller udsættes for fx:
- særligt farlige kemiske stoffer og materialer, som fx er kræftfremkaldende, giftige eller eksplosive.
- risiko for at falde ned, ekstremt høje eller lave temperaturer, farlig støj eller vibrationer, ioniserende stråling, maskinstyret akkordarbejde, fare for eksplosion og højspændingsstød.
Unge i fritidsjob:
13 til 15 årige, som er undervisningspligtige
Må lave lettere arbejde. Bekendtgørelsen om unges arbejde indeholder en oversigt over hvilke typer arbejde det er. Det er fx:
- lettere manuel montering
- lettere smøringsarbejde med ufarlige produkter og malearbejde
- lettere manuelt arbejde, såsom ilægning og pakning i poser, kuverter, æsker og kasser, kontrol og pudsning af færdige produkter
- lettere arbejde som medhjælper under instruktion af en svend, mester eller lignende.
Ungarbejdere:
15 til 17 årige, som ikke er undervisningspligtige
Må lave alle de opgaver som er tilladte for unge under 18 år. Det betyder bl.a.:
- at de ikke må arbejde med eller udsættes for særligt farlige kemiske stoffer og materialer, som fx er kræftfremkaldende, giftige eller eksplosive.
- at de ikke må udsættes for en række fysiske belastninger og for forskellige risici ved de opgaver de udfører. Fx risiko for at falde ned, ekstremt høje eller lave temperaturer, farlig støj eller vibrationer, ioniserende stråling, maskinstyret akkordarbejde, fare for eksplosion og højspændingsstød.
Unge i erhvervspraktik og juniormesterlære
13 årige
Må lave tilsvarende lettere arbejde som 13 årige i fritidsjob.
14 - 15 årige
Må lave andet arbejde end de 13-årige til 15 årige i fritidsjob. Fx må de gerne svejse, hvis de har taget den særlige arbejdsmiljøuddannelse om svejsning på et AMU-center.
Trainees:
Må lave de samme opgaver som ungarbejdere på 15 til 17 år som ikke er undervisningspligtige og de må lave de opgaver som traineeordningerne har fået dispensation til af Arbejdstilsynet.
Lærlinge og unge i erhvervsgrunduddannelse FGU
Må lave de opgaver som er nødvendige for at gennemføre uddannelsen.
Hjælp fra en særlig arbejdsmiljørådgiver
Hvis virksomhedens arbejdsmiljøorganisation er i tvivl om der er styr på de unges arbejdsopgaver, så brug en autoriseret arbejdsmiljørådgiver fx Avidenz.dk. De ved hvad de taler om og er gode til at forebygge.
Vejledninger og pjecer om unges arbejdsmiljø
Har du spørgsmål eller brug for hjælp?
Ring til Dansk Metal og få en snak med en af vores medarbejdere.
3363 2000Mandag-torsdag: 08.30-17.00
Fredag: 08.30-14.00
Husk, at du også altid er velkommen til at skrive til os eller bestille en opringning. Se vores kontaktmuligheder.