Dansk Metals advokat tager imod ham foran Østre Landsrets grå bygninger i Københavns Nordhavn.

– Hvor lang tid tror du, det tager? Han fortæller, at han har sat p-skiven til tre timer.

– Der er vi nok ikke færdige, svarer advokaten.

For den 46-årige VVS-montør er dagen sidste kapitel i et forløb, der startede seks år tidligere med en alvorlig arbejdsulykke. Byretten gav ham medhold i en erstatningssag mod hans tidligere arbejdsgiver. Men arbejdsgiveren ankede dommen, og derfor er sagen nu endt i Østre Landsret.

Et splitsekund

Sagen begyndte en vindblæst onsdag i det tidlige forår 2020. Han og en kollega var taget på brøndtur til en af kommunens 400 brønde.

- Jeg var rigtig glad for mit arbejde, der var en god stemning. Og så er det jo et job, som berører alle borgere i byen.

På dagens opgave skulle ventilerne i brøndene motioneres, så de ikke ”gror” fast over tid.

Han når ikke at se det, men giver en høj lyd fra sig, da han mærker trykket fra det 25 kg tunge brønddækslet, som nu er tippet i. Direkte oven på hans hånd

Den næste tanke er, at det går nok. Han har jo handsker på.

- Jeg er ikke den pivede type.

Men time for time hæver hånden.

– Det er noget, der er sket på et splitsekund. Og det splitsekund har ændret mit liv. Jeg havde jo slet ingen anelse om, at det skulle gå så vidt, som det er gået.

Jeg er håndværker

Seks år senere er arbejdsskaden stadig en del af hans hverdag. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har vurderet skaden til 10 procent varigt mén og 20 procent tab af erhvervsevne.

I månederne efter ulykken bliver smerterne i højre hånd så voldsomme, at han får stærk smertestillende medicin.

– Jeg var en zombie på sofaen. Om dagen sov jeg, og om natten sad jeg og så film, til det blev lyst.

Efter en længere sygemelding mister han også sit job.

- Så er man virkelig nede og skrabe asfalten. Det var jo ikke det, jeg havde lyst til. Det var barskt både fysisk og psykisk.

Han er højrehåndet. Håndværker. Vant til at bruge hænderne uden at tænke over det.

Nu skal han pludselig tænke over alt.

– Jeg har dagligt smerter i min hånd. Jeg kan ikke løfte tunge ting. Jeg kan ikke skubbe ting, som jeg kunne før. Der er pludselig alle de her begrænsninger, og det er møgirriterende for en mand som mig. Jeg er trods alt håndværker og vant til at bruge mine hænder.

- Det har været tungt. Jeg er kun 46 år. Der er lang vej til pension.

Ikke sovet

Han har stort set ikke sovet, da han møder op til første retsdag i Roskildes Byret i sensommeren 2025.

Det urolige ben tripper under vidneskranken og afslører nervøsiteten, mens han afgiver forklaring og pligtopfyldende svarer på advokaternes og dommerens spørgsmål

- Det er meget nervepirrende at komme i retten. Jeg har aldrig været i retten før, så jeg vidste ikke, hvad der skulle ske.

- At sidde der og være uenig med sine tidligere kollegaer og chefer er ikke en sjov situation. Det var akavet og forvirrende. Det føltes uretfærdigt, tænk hvis det var sket for dem. Jeg kender jo sandheden og havde brug for at få min historie frem.

Under hele forløbet både i byretten og efterfølgende i Østre Landsret har han haft Dansk Metals advokat ved sin side.

- Jeg har ikke følt mig alene. Tilliden fra Dansk Metal har været der helt fra starten af. Min advokat, Thea, var en hård dame, som jeg var glad for, var på min side. Hun er dygtig og jeg følte mig meget tryg ved, at hun førte min sag.

Vandt vi?

I Østre landsret har de tre dommere netop afsagt dom og forladt retssalen. Parterne kan atter sætte sig, pakke sagsakterne sammen og forlade bygningen. Det er slut.

Udenfor bliver han og advokaten mødt af en kølig forårsvind. Men den bider ikke på dem i dag.

- Vandt vi?

Han havde fornemmet, at landsrettens afgørelse var i hans favør. Men samtidig kan han ikke forstå det. Først da advokaten bekræfter, falder det på plads.

– Der var lige noget vægt, der røg væk fra min krop. Det er ikke til at forklare hvilken lettelse det var.

Dommen satte punktum for den erstatningssag, der har fyldt i årevis. For den 46-årige har det været et hårdt men nødvendigt punktum.

Dommen betyder, at hans tidligere arbejdsgiver skal betale ham 100.000 kroner i erstatning. Landsretten lagde blandt andet vægt på, at brønden manglede en sikkerhedsbøjle, og at oplæringen ikke havde været tilstrækkelig.

– Hvis jeg skal være ærlig, så har de 100.000 kroner ikke været de seks år værd. Det har det ikke. Men ret skal være ret. Det var det, der føltes herligt til sidst. Det har aldrig handlet om penge.

Det handlede om at få sagen prøvet. Og om at få hans version af forløbet hørt.

– Min motivation var at få sandheden frem. Jeg er meget mere glad nu. Det var jeg ikke før. Det var som om, jeg havde mistet glæden i mig.

Når han ser tilbage, er der især én ting, han hæfter sig ved:

– Hvis Dansk Metal ikke havde været der, så kunne jeg jo ikke køre sagen alene. Det kunne jeg jo ikke. Og hvordan skulle jeg som almindelig lønslave betale for advokaten?

En ny vej

Selv om erstatningssagen nu er afsluttet, er arbejdsskadesagen ikke færdig. Han venter fortsat på den endelige afslutning i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Samtidig forsøger han at finde en ny vej på arbejdsmarkedet. Han har taget en projektlederuddannelse og søger job, men det er ikke let at skulle genopfinde sit arbejdsliv efter mange år som håndværker.

– Nu står jeg og er jobsøgende og kan ikke det, som jeg er god til mere. Men jeg vil gerne videre.

Hans råd til andre er enkelt.

- Man skal passe på sig selv. Det er alfa og omega. Alle kan komme ud for det samme som mig. Så er det rart at have nogen ved sin side.