Lavvande i ordrebogen gav nye muligheder

John sendte kollegaer på kursus i stedet for at gå ned i tid

Ledelsen på Hardi i Nørre Alslev ville sende sine 196 medarbejdere på arbejdsfordeling som følge af lav ordreindgang. Men det var tillidsrepræsentant ikke med på. Han havde en bedre idé.

Det var på et møde før sommerferien, at John Markvardsen, tillidsrepræsentant hos Hardi, fik beskeden om, at virksomheden planlagde at sende ham og kollegaerne på arbejdsfordeling.

Det seneste kvartal viste tegn på mætning i markedet for de landbrugsmaskiner, som virksomheden på Falster eksporterer til hele verden. 

”Vi har ellers haft supertravlt i de seneste år og faktisk også ansat flere kollegaer. Så når der er ordrenedgang, rammer det selvfølgelig hårdere,” siger John Markvardsen.

Men ideen om arbejdsfordeling, og dermed også supplerende dagpenge de dage de gik hjemme, var ikke optimal, mente han. Og John Markvardsen huskede en anden mulighed. 

Så han tog hjem. Og tændte for pc’en og printeren.

John Markvardsen er tillidsrepræsentant hos Hardi i Nørre Alslev

Startskuddet på en ny måde at gøre tingene på

”Jeg havde set et opslag på Metals side. Så jeg printede hele skidtet ud, og gav vores leder en artikel  med et billede af Jack, faglig sekretær her i vores lokalafdeling, Metal Storstrøm, der forklarer, hvordan virksomheder i stedet for traditionel arbejdsfordeling kan udnytte tiden til at uddanne medarbejderne,” siger John Markvardsen og tilføjer:

”Uden at vi skulle gå ned i indkomst. Og det ville de da gerne høre mere om.” 

Det blev startskuddet til en række møder mellem virksomheden, tillidsrepræsentanter, Dansk Metal, 3F og uddannelsesstederne. 

For hvor starter man? Hvad er mulighederne og ikke mindst behovet? Og kan logistikken gå op?

Skuemestre på fuld løn

Den 2. september i år kulminerede deres arbejde. De næste 12 uger lukker virksomheden den almindelige drift hver 2. uge, mens medarbejderne uddanner sig inden for blandt andet lean, overfladebehandling, robotter, førstehjælp, hydraulik og svejsning. Til fuld løn. 

En 100% løndækning som blev mulig ved den seneste overenskomst i industrien i 2023.

”Kurserne er valgt, så de tager udgangspunkt i ting, vi har brug for og ud fra, at det er noget, som giver mening for den enkelte,” fortæller John Markvardsen.

Han oplever kollegaerne har taget rigtig godt imod projektet.

”Nu skal vi selvfølgelig se, om det lever op til forventningerne. Det er kollegaerne, der er skuemestre, kan man sige,” siger han og tilføjer:

”Men jeg er ikke så nervøs, for uddannelse er netop noget, medarbejderne har efterspurgt i lang tid. Nu har de muligheden.”

Og det er en løsning, der giver rigtig god mening for alle parter.

”Du skal jo søge arbejde, når du er på fordeling og kan ikke sige nej til job. Så vi risikerede at miste folk. Med den her løsning kan vi som medarbejdere beholde vores løn i stedet for dagpenge. Det er en win-win for medarbejdere og for firmaet,” uddyber John Markvardsen.

”Vi bliver dygtigere, og firmaet kan fastholde os.”

John Markvardsen er tillidsrepræsentant hos Hardi i Nørre Alslev

Et unikt stykke arbejde

Det er ikke under pral i ordbogen, at man finder tillidsrepræsentanten John Markvardsen.

Og på spørgsmålet om hvorfor han er tillidsrepræsentant, svarer han med et glimt i øjet at ”det er, fordi han ikke kan holde sin mund.”

For de mange kollegaer på Hardi viste det sig at være meget godt.

”Jeg kan godt lide, at vi kan gøre en forskel. Og så har vi generelt et godt samarbejde her i firmaet, hvor vi kan snakke om tingene, ” siger John Markvardsen.

For projektet har krævet mere end blot viljen fra tillidsrepræsentanten.

”Når man tænker på, vi er så mange medarbejdere, så er det selvfølgelig lidt besværligt at kaste sig ud i for første gang. Men der har været vilje fra alle. Både ledelsen, forbundene og skolerne. Det er ikke en proces, man kan stå med selv,” siger John Markvardsen. 

Og stod det til ham, er uddannelse vejen frem:

”Jeg håber det bliver en stor succes, så passussen om arbejdsfordeling til sidst kan fjernes helt fra overenskomst. Vi kan lige så godt bruge muligheden for uddannelse. Det er oplagt.”

John Markvardsen er tillidsrepræsentant hos Hardi i Nørre Alslev
Del indholdet

Har du spørgsmål eller brug for hjælp?

Ring til Dansk Metal og få en snak med en af vores medarbejdere.

3363 2000

Mandag-torsdag: 08.30-17.00
Fredag: 08.30-14.00

Husk, at du også altid er velkommen til at skrive til os eller bestille en opringning. Se vores kontaktmuligheder.