Lokal hæder
Mads fra GSV Næstved - nomineret til Fagtalent 2025
Hans chef kalder ham en ægte Georg Gearløs, der altid finder en løsning. Entreprenørmaskinmekanikeren Mads Thomsen fra GSV Næstved var i år nomineret til Fagtalent 2025 i kategorien ´Innovation´.
Da Mads Thomsen var 8-9 år, fik han sine barnefingre i en lille defekt plæneklipper, som han fiksede. Han solgte den og brugte pengene på en ny maskine, der trængte til kærlighed. Sådan byttede han sig frem, indtil han til sidst stod med en traktor.
- Det fedeste ved mit fag er at få tingene til at virke, siger Mads Thomsen.
I dag er han 28 år gammel, uddannet entreprenørmaskinmekaniker, og begejstringen og nysgerrigheden for mekanik er intakt.
Og den nysgerrighed er blandt andet grunden til at Mads Thomsen fra GSV Næstved var en af de tre nominerede til Fagtalent 2025 i kategorien ´Innovation´.

Et nysgerrigt talent
Det unge talent har slået sin folder i godt fem år i den otte-mand lille GSV afdeling i Næstved, der udlejer entreprenørmateriel som f.eks. dumpere og rendegravere. Og her er man ikke i tvivl om, hvorfor Mads har fortjent prisen:
- Han tænker altid ud af boksen. En ægte Georg Gearløs, der ikke er bange for at rode sig ud i nye opgaver og nørde sig ned i det. Samtidig er han meget kvalitetsbevidst. Der er ikke noget, der forlader ham, som ikke er i orden, siger hans chef (og navnebror) Mads Trebbien.
Netop det at være et mindre sted, har været en fordel, mener hovedpersonen selv. I Næstved er der kort vej fra værksted til kunde, og det forpligter:
- Hvis vi leverer noget hø til en lille tømrer her, så går det stærkt i sådan en lille by. Jeg vil ikke sige god for noget, før det står 100 procent, og kunden kan komme videre, Det er også det fede ved at være i udlejningsbranchen - du ved aldrig rigtig, hvad der kommer, siger Mads Thomsen.

Vi skal også hylde de faglærte
Som en af kun tre nominerede i kategorien ‘Innovation’ er Mads Thomsen en del af et skarpt felt af unge faglærte fra hele landet, der bliver hyldet ved Fagtalent 2025. Og netop anerkendelsen af de unge faglærte er vigtig, lyder det fra Metal Storstrøms formand, Jørgen S. Madsen:
- Vi har utroligt dygtige faglærte her i vores område. Det er Mads et stærkt eksempel på det. Vi skal væk fra idéen om, at det kun er den boglige vej, der tæller. De faglærte løser nogle af de mest komplekse og vigtige opgaver i vores samfund. Derfor er det vigtigt at vise, hvad dygtige unge som Mads kan.
Noget Mads Thomsen er enig i:
- Jeg kan godt tænke, at de faglærte tit bliver glemt. Men der er jo brug for os. Så selvom jeg ikke, er så god til ros, og jeg lige skulle sunde mig lidt, da jeg fandt ud af jeg var nomineret, siger han smilende og fortsætter:
- så er jeg meget taknemmelig for det skulderklap, det er.
Da vinderne af Fagtalent 2025 blev kåret ved en stor prisfest i Falkonersalen i København, måtte han dog se sig slået på stregen. Men som han sagde forud for kåringen, så var det heller ikke det vigtigste:
- Jeg glæder mig bare til at opleve prisfesten. Om jeg vinder eller ej, er ikke så vigtigt. Når man bliver nomineret, er der jo nogen, der synes, man har gjort det godt.
Læs mere om fagtalent her. Der åbnes for nye indstillinger medio 2026.
Har du spørgsmål eller brug for hjælp?
Ring til Dansk Metal og få en snak med en af vores medarbejdere.
3363 2000Mandag-torsdag: 08.30-17.00
Fredag: 08.30-14.00
Husk, at du også altid er velkommen til at skrive til os eller bestille en opringning. Se vores kontaktmuligheder.