Skru ned for arbejdstiden med en seniorordning
På Vestas holder Klaus, Ib, Niels, Bent og John fri med seniorordning
Mandag, tirsdag og onsdag står Klaus, Ib, Bent og John op og tager på arbejde på Vestas-fabrikken i Ringkøbing. Torsdag holder de en seniorfridag. Fredag er en fridag for alle, fordi virksomheden kører med 4-dages arbejdsuger.
Det betyder tre dages arbejde og fire dages fri.
Klaus' helbred er bedre nu
Klaus Andersen, 62 år, har valgt seniorordningen til af helbredsårsager:
- Jeg har haft en blodprop i hjertet. Hvis jeg ikke var kommet på seniorordning, så ville jeg nok være sygemeldt, i en form for fleksjob eller på seniorpension. Men nu er jeg begyndt at motionere, og jeg kan mærke en forbedring på mit helbred. Det giver mig ro, at jeg kan overskue det arbejdsliv, jeg nu engang har tilbage.
Høj gennemsnitsalder i Vestas
På den vestjyske virksomhed er de specialister i naceller, nav og drivtog til møller. Samtidig forsøger de også at være gode til at holde på deres medarbejder fortæller operationschef Jesper Laursen:
- Vi har en gennemsnitsalder på 55 år, og det er formentlig højere end på mange andre arbejdspladser. Men vi har meget stor glæde af vores ældre medarbejdere. Og vi ser jo at medarbejderne når en alder, hvor de begynder at efterspørge frihed. Der ser vi seniorordningen som en fin mulighed for dem og et godt fastholdelseselement for os, siger han.
God dialog med medarbejdere og TR er vigtig
Men da den første medarbejder kom med ønske om seniorfri blev det ikke modtaget helt uden skepsis fra ledelsen side.
- Vi er serieproducerende, og vi er afhængige af folk i hele kæden, så hvordan får vi kabalen til at gå op, når medarbejderne skal have halve og hele fridage? Men vi har haft en god dialog med medarbejderne og med vores tillidsrepræsentanter i forhold til at finde gode løsninger, som både tilgodeser driften og medarbejdernes ønsker.
Lige nu er der 12 medarbejdere på seniorordning, men virksomheden forventer, at flere vil tilvælge muligheden i fremtiden.
Afspil video
Derfor holder vi fri med seniorordning
Ib Kongsgaard, 62 år. Holder fri 1 dag om ugen med seniorordning
- Jeg kan mærke, at jeg er mindre træt, og at jeg får lavet mere, når jeg har fri. Og har mere energi, når jeg er på arbejde. Mine fridage bruger jeg sammen med min kone og børnebørn. Indtil videre er det en god beslutning for mig.
Bent Rolighed, 62 år. Holder fri 1 dag om ugen med seniorordning
- Jeg får tid sammen med mine børnebørn, tid til at spille golf og alt det, jeg ikke når til hverdag ellers. Jeg tror, jeg fortsætter med at arbejde til pensionsalderen. Jeg har søgt Arne-pension, men hvis det fortsætter som nu, så behøver jeg ikke bruge den.
John Troelsen, 64 år. Holder fri 1 dag om ugen med seniorordning
- Min hustru er syg, så det er den primære grund til at jeg har valgt seniorordning. Det er en god ting at være gået ned i tid, for vi kan nyde en forlænget weekend sammen, og det betyder meget for mig.
Niels Sørensen, 64 år. I stedet for hele fridage er hans arbejdsdage blevet 1,5 time kortere.
- Det er en gradvis tilbagetrækning, som jeg sætter pris på. Og så er det gratis – altså, de kortere arbejdsdage bliver betalt fra min fritvalgskonto og på den måde koster ordningen mig ikke noget. Min løn er den samme, som den altid har været. Dét synes jeg er et plus.
Det siger reglerne om seniorordning
Industriens overenskomster giver ret til, at alle, der har fem år til pensionsalderen, kan få en seniorordning. Det betyder, at de får mulighed for at arbejde mindre – det kan være hele fridage, kortere arbejdsdage eller fri i sammenhængende perioder.
- Finansieringen af seniorfridage kan ske med Fritvalgskontoen, pensionsmidlerne eller opsparede feriefridage.
- Du har ret til fri – men du skal sammen med din leder finde ud af, hvor og hvornår dine seniorfridage/timer skal placeres.
- Seniorfridagene/timerne skal aftales senest 1. august i forhold til kommende ferieår – med mindre i aftaler andet.
For dig, der er ansat på andre overenskomster og/eller ansat i det offentlige
Reglerne er forskellige alt efter hvilken overenskomst, du er ansat på. Find din overenskomst her eller spørg din TR eller lokalafdeling, hvis du er interesseret i en seniorordning.
Har du spørgsmål eller brug for hjælp?
Ring til Dansk Metal og få en snak med en af vores medarbejdere.
3363 2000Mandag-torsdag: 08.30-17.00
Fredag: 08.30-14.00
Husk, at du også altid er velkommen til at skrive til os eller bestille en opringning. Se vores kontaktmuligheder.