Erhvervsbetinget sygdom
Dansk Metal hjælper dig, hvis du er blevet syg af dit arbejde
"Det system havde jeg aldrig fundet vej i selv, så det har været rigtig godt"
Carlos Gomes Martins arbejder som CNC-opstiller hos PPC Broadband i Præstø - og det har han gjort i mere end 20 år.
For nogle år siden begyndte han at få eksem på hænderne, som viste sig ved kløe, bristende blærer, sprækker og sår.
- Det kløede helt vildt, især om natten. Da det var værst, havde det også spredt sig op ad armene og til panden, fordi jeg lige havde kløet mig. Det var faktisk ikke til at holde ud.
Det tog et par år, før han fandt ud af, at køle-smøremidler var årsagen til hans allergiske eksem.
Lægen anbefalede et nyt job
- Lægen sagde, at jeg var nødt til at skifte job. Heldigvis var virksomheden hurtig til at sige, at det skulle vi finde en løsning på, så jeg kunne blive her.
Løsningen blev at udskifte det køle-smøremiddel, som Carlos ikke kan tåle, med en tynd olie. Olien har Carlos ingen problemer med at tåle, og han kan derfor fortsætte sit arbejde.
Dog skal han være meget opmærksom, for de stoffer, som Carlos ikke kan tåle, bliver også brugt i mange hverdagsting som sæbe, vaskepulver og shampoo. Når han glemmer at bruge Astma-allergimærkede produkter, fx vasker hænder på et restauranttoilet eller vasker op hjemme hos andre, så blusser eksemet op med det samme.
- Inden for et par timer bliver huden rød og varm og det klør. Derfor var det også nedslående da lægen sagde, at det aldrig ville gå væk. Det kom bag på mig. Og derfor er jeg også glad for, at virksomheden har fjernet køle-smøremidlet og anvender allergivenlig sæbe, så der ikke er andre af mine kolleger, der risikerer at blive syge.
Dansk Metal hjælper også med arbejdsskadesager
Ved et tilfælde blev Carlos gjort opmærksom på, at Dansk Metal hjælper medlemmer med arbejdsskadesager – også sager om erhvervssygdomme, som det er tilfældet her.
- Det har været en stor hjælp at have Rikke fra arbejdsskadeteamet med ind over. Hun har hjulpet med at forklare, hvad der egentlig står i de breve, der er kommet, og hun har skrevet ind til myndighederne, når der skulle skrives noget. Det system havde jeg aldrig fundet vej i selv, så det har været rigtig godt.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har anerkendt eksemet som arbejdsbetinget og tilkendt erstatning for varigt mén på 8 %. Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomskontrol kan klage, hvis de ikke er enige i afgørelsen, og det har de valgt at gøre i Carlos’ sag. Derfor er sagen ikke endeligt afgjort endnu. Dansk Metal og arbejdsskadeteamet følger sagen helt til dørs.
Få hjælp til din arbejdsskadesag
Alle arbejdsskadesager er unikke. Vi giver dig vejledning i netop din sag.
Har du spørgsmål eller brug for hjælp?
Ring til Dansk Metal og få en snak med en af vores medarbejdere.
3363 2000Mandag-torsdag: 08.30-17.00
Fredag: 08.30-14.00
Husk, at du også altid er velkommen til at skrive til os eller bestille en opringning. Se vores kontaktmuligheder.